Marts 2009:
Prodekan Kathrine Richardson, Københavns Universitet:
"Mange medier behandler stadig klimaforandringer som et forudsigelsesproblem: ”vil de ske eller ej?”, men i virkeligheden er der tale om et risikoproblem. Hvor stor en risiko er samfundet villig til at tage? FN’s klimapanel konkluderede på baggrund af en gennemgang af de tilgængelige videnskabelige data allerede i 2007, at der nok er mindre end 10% sandsynlighed for, at den globale opvarmning, som vi ser i øjeblikket, ikke er menneskeskabt. Hvad ville man gøre, hvis man skulle med et fly og fik at vide, at det havde under 10% chance for at nå frem til destinationen? Hvorfor har samfundet så svært ved at reagere på den risiko, som menneskeskabte klimaforandringer udgør?"
April 2009:
Professor i bioetik ved Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet Peter Sandøe:
Husdyrproduktionen er ansvarlig for næsten en femtedel af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Den form for kødproduktion, som har den mindste effekt på klimaet, er produktionen af kylling; men måden kødet produceres på spiller også en rolle. Intensiv, indendørs produktion af kyllinger er bedre for miljøet end udendørs produktion, som så igen er bedre end den økologiske produktion. Der er imidlertid store dyrevelfærdsproblemer i den intensive kyllingeproduktion. Det har fået den amerikanske dyreværnsorganisation PETA til at udlove en dusør på 1 million dollars til den, der kan producere kyllingekød ved hjælp af stamceller. Stamceller kan principielt vokse i et kar tilsat næringsvæske og derefter specialiseres til muskelceller. Dette kan fortsætte i det uendelige. Og den produktion vil ikke alene være klimavenlig, der vil heller ikke være nogen dyrevelfærdsproblemer overhovedet.
Der er dog en masse tekniske hindringer, som skal ryddes af vejen, før det bliver muligt at producere stamcellekød, og selv hvis det lykkes at rydde dem af vejen, er spørgsmålet, om vi vil spise det kunstige kød. Fra en enkelt undersøgelse af befolkningens holdning til stamcellekød har vi en indikation af, at de fleste er imod. Skal det lykkes at rykke vore madvaner i en mere klimavenlig retning, uden at det går ud over dyrene, tror jeg personligt mere på gastronomisk end bioteknologisk kreativitet. Hvis PETA udlover store dusører til dem, der kan skabe vegetarretter, som slår an i brede kredse, så tror jeg, at de vil kunne udrette meget mere, end de kan med deres initiativ til fremme af stamcellekød.
Peter Sandøe skriver mere om forholdet mellem kødproduktion og klimaproblemer i artiklen: "Kød og klima - Skal vi til at spise stamcelle-kød?"
Maj 2009
Bjørn Lomborg er adjungeret professor ved Copenhagen Business School og direktør for Copenhagen Consensus center:
Lad os lige slå fast — der er global opvarmning og den er i alt fald delvist menneskeskabt pga drivhusgasser som CO2.Det er også væsentligt, at vi skal tackle global opvarmning — men vi skal gøre det smart. Vi skal gøre det, så det virker. Det er vel ikke en urimelig forventning? Men vi har tacklet global opvarmning rigtigt ringe ind til nu, og oplægget til København ligner endnu en fiasko.
I 1992 lovede de rige lande i Rio — det første Earth Summit — at reducere deres CO2 udledning til 1990-niveau i år 2000. OECD-landene nåede det overhovedet ikke — vi overskød vores mål med 12%.
I 1997 mødtes vi så igen i Kyoto for at lave en tilsvarende aftale. Vi lovede at reducere vores udledning af CO2 i 2010 med 5.2% under 1990-niveauet. Men igen når vi det overhovedet ikke. Vi vil formentlig overskyde vores løfter med 25%.
Fra EU er oplægget til klimatopmødet i København, at vi skal love at reducere 30% under 1990-niveau i 2020, og de fleste foreslår noget mellem 25-40% under 1990-niveau i 2020.
Vi lovede i 1992 at reducere, men gjorde det ikke. Så mødtes vi i 1997 og lovede at reducere endnu mere, og gjorde det ikke. Og nu foreslår så de fleste velmenende mennesker at vi skal gøre endnu mere af det samme én gang til. Det virker ikke smart at løbe ind i den samme mur for tredje gang – nu blot med større fart og hovedet først. CO2-emissionerne har fortsat med at stige, fordi der i øjeblikket er en klar sammenhæng mellem at være rigere og udlede mere CO2. I 2010 ville udledningen af CO2 være steget 42,7% over 1990-niveauet. Med Kyoto, skulle den ’kun’ være steget med 33,3%. Men i virkeligheden vil den formentlig stige til 42.2% — altså blot et halvt procentpoint under resultatet, hvis vi slet intet havde gjort.
Den hidtidige klimaindsats over de sidste 16 år har altså stort set ikke ændret stigningen i CO2-udledningen. De sidste 16 års klimapolitik, med de uendeligt mange møder, de utallige politiske skål-taler og de væsentlige økonomiske udgifter, kan kun siges at have været en ubetinget fiasko.
Og nu foreslår alle velmenende mennesker at vi skal gøre det hele én gang til. Det kræver en meget bevidst form for ønsketænkning at tro, at mere af noget der ikke før fungerede, pludseligt er en fantastisk idé.
Hvis meningen med klimapolitik er at gøre godt og ikke bare føle sig god, så burde vi overveje andre, smartere og bedre politiker. Det handler om at investere i forskning og udvikling af lav-CO2 energiteknologier, som fx solceller.
En sådan investering ville være langt (10-100 gange) billigere end den traditionelle løsning i København. Den vil være langt mere sandsynligt at kunne blive accepteret politisk i både Washington, New Delhi og Beijing. Og den vil gøre langt mere godt: Hvis vores forskning vil gøre solceller så meget billigere, at de fx bliver billigere end fossile brændsler i 2045 – ja, så har vi løst global opvarmning. I stedet for at solceller er dyre statussymboler, som rige vesterlændinge køber nogle få af, så vil alle bruge dem, fordi de er billige. Derfor vil billig CO2-neutral energi ikke bare løse den globale opvarmning, men det vil samtidigt give billig energi til os alle – inklusive de u-lande, der har desperat brug for energi for at kunne udvikle deres økonomier og samfund.
Copenhagen Consensus viste, at mens de bedste CO2-reduktioner kun gør 90 ører godt for hver krone brugt, vil forskning og udvikling kunne gøre 16 kroner godt for hver krone.
Vi bør spørge os selv, om vi op til topmødet virkelig bare vil fortsætte ud af det samme forudsigelige politiske spor. Vil vi love stadig flere reduktioner og stadig ikke leve op til det? Vil vi virkeligt bare spilde ti år mere?
Eller vil vi vælge et smartere fokus på forskning og udvikling, der har langt større politiske chancer og vil gøre meget mere godt, til langt mindre omkostninger?
Det er klima-politikens centrale udfordring.
Juni 2009
Jørgen E. Olesen er forskningsprofessor ved Aarhus Universitet:
"Klimaændringer er uden tvivl en af de største udfordringer menneskeheden har stået over for. Det skyldes ikke mindst de enorme konsekvenser, som klimaændringerne vil have for verdens økosystemer og for vore levevilkår. De menneskeskabte klimaændringer indebærer ikke kun et generelt varmere klima, men også langt større variation i klimaet med flere ekstremer som tørke, oversvømmelser og hedebølger. Det har ikke mindst alvorlige konsekvenser for verdens fattige, som ofte bor i områder med manglende vand og ringe adgang til mad, medicin og sanitet. Fattigdom er tæt koblet til manglende evne til at tilpasse sig klimaændringer.
Klimaændringer er også et stort politiske og demokratiske problem, der bunder i, at der kun i meget ringe grad opleves at være sammenhæng mellem udledninger af drivhusgasser, klimaændringer og deres effekter på den enkelte borgers levevilkår. Verdens industrilande, som udleder langt den største mængde drivhusgasser, er umiddelbart de mindst sårbare over for effekterne af klimaændringerne. Desuden vil alvorlige effekter indtræffe langt senere (årtier til århundreder) end udledningerne. Det kan derfor være meget svært at skabe folkelig opbakning til virkningsfulde indgreb over for udledningerne af drivhusgasser. Uden en folkelig opbakning har demokratier svært ved at gennemføre upopulære reguleringer af folks adfærd, især hvis dette opleves som en nedgang i velstand og velfærd. Håbet ligger derfor i nye, billige og CO2-effektive teknologier, som leverer mere velfærd uden at belaste klimaet. Her ligger de nye vækstmarkeder for forskning, innovation og industri. Det bliver nemlig nødvendigt at spare på verdens ressourcer af mineraler, brændstoffer og vand – ikke bare af hensyn til klimaet – men simpelthen fordi disse ressourcer bliver en mangelvare."
August 2009
Finn Mortensen, direktør i Klimakonsortiet:
"I de sidste 30 år har Danmark været nødt til at tænke klimavenligt. Med knappe naturressourcer, har det været vigtigt at finde bæredygtige løsninger på klimaspørgsmålet. En medvirkende faktor har været, at mange danske virksomheder indenfor energi-, bygge- og landbrugsindustrien er førende på deres områder og kan fungere som globale foregangseksempler på, hvorledes man kan (foto:Scanpix) implementere sunde energiløsninger i sit hjem eller i sin produktion. Danskerne har været nødt til at tænke energieffektivt hele tiden, og dette har tilskyndet os til at blive meget innovative. Vi kan i dag med stolthed sige, at dansk erhvervsliv har nogle af de bedste løsninger til at reducere de globale CO2-emissioner
Mange danske virksomheder, organisationer og institutioner har haft svært ved at gennemskue deres rolle i forhold til den klimadagsorden, der er i Danmark for tiden, og den massive interesse i medierne, har gjort det svært for mindre aktører, at komme til orde. Klimakonsortiet har derfor, i samarbejde med erhvervsorganisationerne i Klimakonsortiets ejerkreds – DI, Dansk Byggeri, Landbrugsraadet, Dansk Energi og Vindmølleindustrien, skabt web-platformen EnergyMap.dk, der er et internationalt udstillingsvindue for danske klima- og energiløsninger. EnergyMap.dk skaber overblik for indkøbere, investorer, beslutningstagere og andre interesserede, der har brug for at få et samlet billede af, hvad dansk erhvervsliv og forskningsinstitutioner kan på klima- og energiområdet."
Besøg EnergyMap og Klimakonsortiet
Oktober 2009
Claus Beier, leder af forskningsprogram for Økosystemer, Risø DTU:
Klimaændringer - når naturen spiller med.
Der bruges i dag store summer på offentlig forskning, der skal hjælpe til at løse eller reducere klimaproblemet. Der er især fokus på udvikling af nye alternative energi-teknologier, der kan fjerne eller erstatte behovet for fossile brændsler. Sådanne teknologier er vigtige og helt nødvendige. Men det er et næsten overset problem, at klimaændringerne kan forøge naturens eget bidrag til drivhuseffekten, og det kan i sidste ende udhule indsatsen. Årsagen er, at det kulstof, der findes i atmosfæren ikke kun stammer fra de fossile lagre. Strømmen af CO2 fra fossilt brændsel udgør faktisk kun nogle få procent af den samlede strøm fra kloden ud til atmosfæren. Det er disse få procent ekstra, der medfører at indholdet af CO2 i atmosfæren stiger og klimaet ændrer sig og derfor også et afgørende problem at få løst. Men der cirkulerer samtidig mere end 20 gange så meget kulstof rundt fra alle de naturlige biologiske processer på kloden. Når klimaet ændrer sig og temperaturen på kloden stiger, vil det påvirke de biologiske processer, som styrer hvor meget kulstof, der ophobes i klodens biologiske lagre og hvor meget, der sendes tilbage til atmosfæren. Fordi de naturlige lagre og strømme af kulstof er så enorme, vil selv en beskeden påvirkning af balancen mellem kulstofs ophobning og strømmen tilbage til atmosfæren kunne medføre store forandringer i atmosfærens indhold af kuldioxid. Hvis klimaændringerne f.eks. bare forøger den "naturlige" strøm af kulstof fra jord, hav og planter til atmosfæren med 5-10%, hvilket i høj grad er muligt, så vil de naturlige processer sende lige så meget ekstra CO2 ud i atmosfæren, som den mængde vi har sparet ved at erstatte de fossile brændsler
med alternativer. Så er vi jo lige vidt, for drivhuseffekten er ligeglad med om det ekstra CO2 kommer fra fossilt eller friskt kulstof. Vi kan med andre ord risikere, at de reducerede CO2 udslip, som de nye alternative teknologier bidrager med, helt undergraves af
forøgede udslip fra naturen. Der er derfor et meget stort behov for viden om, hvordan de biologiske lagre påvirkes af klimaforandringer
og viden om samspillet mellem atmosfæren og klodens økosystemer.
