- Der er store penge i varm luft, med en CO2kvote-pris på 40 euro per ton er der et europæisk marked på 900 mia. kr. per år
- Mærsk har teknologien til at transportere og deponere drivhusgasser i undergrunden
- Fossil energi bliver dyrere at bruge, når CO2 skal indfanges og lagres
Lagring af kultveilte fra kraftværker betegnes nu som en oplagt og hurtig mulighed for at mindske udledningen af drivhusgasser til atmosfæren. CO2 er en gasart der kan komprimeres og transporteres som man gør med naturgas for øjeblikket. Maersk Tankers er i gang med at udarbejde planer for de skibe, der vil kunne transportere drivhusgasser fra danske havne-lokaliserede kraftværker til oliefelterne i Nordsøen. Ingeniørerne regner med at en flåde på 15 skibe med en kapacitet på 25.000 tons CO2 vil kunne fragte 50 % af den danske CO2 om året ud til depoterne. Verdensmarkedet vil være enormt.
Maersk har som operatør på oliefelterne den know how der forudsættes for at håndtere gasserne. I dag pumpes vand ind i reservoir-bjergarterne for at presse olien ud, og CO2 vil på samme vis kunne pumpes ind i undergrunden og optimere udnyttelsen og forlænge driften af oliefelterne. Når oliefeltet er udtømt vil næsten 100 % af den indpumpede gas forblive i reservoiret.
Der er for tiden to problemer: CO2 vil kunne øge korrosionen af materiellet, og endnu er økonomien usikker. Afregningsprisen på CO2-kvoter ligger p.t. mellem 10 og 30 euro per tons, og for at give en sund økonomi skal den garanterede mindstepris ligge på 40 euro. Lagerkapaciteten beregnes til 200 år, og i løbet af den periode må vi forvente at der er udviklet teknologier som har løst de problemer vi står med i dag.
- Mærsk præsenterede på “International Scientific Congress on Climate Change” i København, marts 2009 firmaets planer for transport og lagring af CO2: http://media.maersk.com/da/PressReleases/2009/Pages/MT130309.aspx
- DR2 om drivhusgasdeponering / se filmen: http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Programmer/Viden+Om+med+Ann+Marker/Programmerne/2007/0930161628.htm
- På Universitetet i Bergen har forskerne skrevet en rapport om CO2-deponering med mange fine illustrationer (på engelsk): http://www.ngfweb.no/docs/ngf2007_foredrag_20_alendal.pdf - se figur nedenfor

Verdens CO2udledning 2007:
| Mio tons | Årlig vækst i % | |
|---|---|---|
| Verden | 27200 | 2,0 |
| USA | 6000 | 1,3 |
| Kina | 5000 | 3,6 |
| EU | 4000 | 0,4 |
| Danmark | 60 | -0,9 |
CO2-lagerkapacitet i Nordsøens undergrund:
| Antal år | |
|---|---|
| Danmark | 575 |
| Norge | 1100 |
| Tyskland | 115 |
| Holland | 115 |
| UK | 130 |