Fra affald til olie
Her i Europa smider vi mere og mere væk: På årsbasis drejer det sig om mere end 1 ¼ milliard ton – og hvis vi regner om til, hvor meget det svarer til per person, så når vi frem til chokerende 3,5 ton fast affald for hver europæer – og her er også børn regnet med. Selvom man helst ser bort fra egentlig farligt og sundhedsskadeligt affald, så repræsenterer disse enorme mængder er gedigent problem.
I 2004 vedtog EU-kommissionen det såkaldte ETAP-program. Det står for Environmental Technologies Action Plan. Formålet er at gøre EU førende på globalt plan indenfor miljøteknologi. Innovative tiltag indenfor dette program kan f.eks. være bæredygtig energi, passiv-huse eller: genanvendelse og dermed udnyttelse af affald. En dansk virksomhed, der netop og udelukkende arbejder på dette område er SCF-Technologies. Her kan stort set alt organisk affald fra f.eks. slagterier eller mejerier omdannes til olie. Det sker på bare en halv time ved den såkaldte Catliq teknologi, hvor der udover højt tryk og temperatur indgår en række katalysatorer her er en gennemgang af metoden. Hvordan det så går til i praksis på virksomheden forklarer SCFs administrerende direktør Ulrik Jensen, tekniske direktør Steen Brummerstedt Iversen og kemiingeniør Kristian Pedersen. Det helt interessant er naturligvis, at man her kan få løst et affaldsproblem og samtidigt produceret et brændstof, som er CO2-neutralt – eller bedre end det, fordi det ellers kunne have kostet energi og dermed CO2 – udslip at bortskaffe affaldet.
Det hører med til historien, at SCF Technologies sammen med afdelinger ved både Aarhus og Aalborg Universiteter indgår i et projekt omkring Catliq-teknologien. Formålet her er at finde frem til, om kvaliteten og udbyttet af bio-olien fra processen kan øges, hvis der bruges katalysatorer baseret på nano-strukturerede materialer.