Vi er siden årtusindeskiftet blevet bombarderet i medierne med vejr- og klimarekorder - om hvordan klodens klimaforandringer reducerer havisen i Arktis, om hvordan gletsjere i Europa smelter bort, om oversvømmelser, om koralrev der smuldrer osv.
Politikere verden over vedtager love for at forhindre de spåede forandringer samt deres konsekvenser. FN’s klimapanel (IPCC) forsøger at få industrilandene til at forstærke klimakampen, så topmødet i København i december 2009 bliver startskud for en succesfuld global handlingsplan. Men er det korrekt, at vi er i stand til at påvirke fremtiden klima gennem et globalt miljøpolitisk samarbejde?
For at kunne påvirke udviklingen skal vi forstå årsagerne til klimaforandringerne. Det er spørgsmål klimaforskere har kæmpet med i mere en 50 år. Spørgsmål som for nogen nærmest er blevet religion frem for naturvidenskab.
Klimaet er et meget sammensat dynamisk system med et stort antal af processer og feedback mekanismer, processer som vi ikke kender den fulde effekt af. Men fører vores politiske tiltag os mod det ønskede klima, når der hersker tvivl om klimaprocesserne? Der er ingen tvivl om, at klimaet har behov for politisk handling, men får vi valuta for pengene?
Et af de aktuelle spørgsmål kan kort formuleres: ”Er det enten atmosfærens stigende koncentration af CO2 eller den forøgede aktivitet på solens overflade, der forårsager klodens ændrede klima?”
De seneste femten års forskning om klimaets tilstand og de forventede fremtidige ændringer peger i forskellige retninger. Konklusionerne går såvel i retning af et varmere som et koldere fremtidigt klima.
Er det atmosfærens stigende CO2-koncentration eller strålingen fra solen og kosmisk stråling fra verdensrummet, der er hovedårsag til klimaudviklingen? Eller kan klimaforandringerne være betinget af langsigtede cykliske variationer i Jordens bevægelse omkring solen? Eller er det endnu et forsøg på at simplificere årsagerne til klimaforandringerne i forhold til det komplekse klimadynamiske system?
Mediernes vedholdende bombardement med klimarekorder påvirker opinionen til at tro at dommedag er lige om hjørnet. Globale data for 2007 fortæller at det var det ottende varmeste år, der er registreret siden 1850'erne - men fokuseres der på de sidste 150 års data har temperaturen bevæget sig op og ned i korte eller længere intervaller. Den overordnede tendens er dog tydelig - temperaturen er steget med 0,7 oC i gennemsnit. (De seneste 10 års data viser konstante temperaturer trods de mange klimarekorder). Temperaturudviklingen bør ses i det lange perspektiv. Det nytter ikke at stirre sig blind på kortvarige klimaudsving, når den generelle udvikling skal vurderes.
Lyttes der til russiske klimaforskere, vil temperaturstigningerne snart høre op. De spår, at en ny "lille istid" vil indtræde senest mellem år 2055 og 2060 og vare mellem 45 og 65 år. Deres forskning bygger på at den globale opvarmning ikke skyldes udledningen af drivhusgasser, men derimod ændringer i den solare indstråling. Ifølge russerne kommer vi til at opleve en nedfrysning, uanset om alle verdens lande sætter en stopper for udledning af drivhusgasser eller ej.
Russerne støttes af den danske forsker Henrik Svensmark ved Danmarks Rumcenter. Han mener, at det er stråling fra Solen, der er skyld i hovedparten af den nuværende globale opvarmning, da vi lige nu ser den højeste solaktivitet i 1.000 år. Høj solaktivitet giver lav kosmisk stråling, og lav kosmisk stråling giver få lavtliggende skyer, der igen forårssager et varmere klima.
I USA er udgangspunktet hos NASA's Institute for Space Studies en anden. De argumenterer for at opvarmningen af kloden primært er en følge af den øgede mængde af drivhusgasser i atmosfæren. NASA vurderer, at opvarmningen er værst på den nordlige halvkugle og i de arktiske egne.
De forskelligrettede tendenser på tværs af Atlanten kan virke forvirrende. Men klimaforskernes debat er nok blot et udtryk for deres søgen efter én simpel forklaring på klimaets kompleksitet af udslagsgivende processer og indbyrdes relationer. Den simple løsning findes sandsynligvis ikke.
Skal årsagen til klimavariationerne ses i et noget længere tidsperspektiv? Kan årsagen skyldes den samtidige kulmination af CO2-udviklingen i atmosfæren, aktiviteten på solens overflade og den solare indstråling som følge af jordens bevægelse om solen?
Sidstnævnte teorier tager udgangspunkt i den cykliske variation som konstateres i jordens kredsløb om solen - jordens bane omkring solen varierer fra at være næsten cirkulær til lidt elliptisk. De tre såkaldte Milankovitch-cykler svinger over perioder på 100.000, 41.000 og 21.700 år. Milankovitsch-cyklerne udgør ikke alene den endegyldige forklaring på klimaets variationer. Men kan det kombinerede signal fra disse tre i kombination med drivhusgasudviklingen i atmosfæren og aktiviteten på solens overflade forårsage de klimaforandringer, som kloden har været genstand for siden 1850'erne? Eller er denne kombinationsforklaring blot forsimplet forsøg på at sætte klodens klimadynamiske processer i system? Er det realistisk at tro, at Milankovitch-teorien har en finger med i klimaproblemstillingen? Eller er det alene CO2-koncentrationen og/eller aktiviteten på solens overflade, der dominerer klodens klima?
Læs også:
Det store klima-fupnummer, Weekendavisen 4. april 2007
Smeltende gletsjere får havet til at stige, Jyllands-Posten 21. august 2007
Brænder isen?, Jyllands-Posten 14. oktober 2007
"Hedebølge" i Arktis i 1930'erne, Jyllands-Posten 11. september 2007
Saharas grønne fortid, Jyllandsposten 7.2.2000
Opvarmningen er gået i stå, Weekendavisen 11.7.2008
