Klima på dagsordenen
- Klimadebatten er ikke forbeholdt miljøfundamentalister.
- Der debatteres ud fra naturvidenskabelige og politisk-økonomiske vinkler.
- Kyotoprotokollen fra 1997 udløber i 2012 og skal videreføres med nye internationale aftaler.
- Den økonomiske krise vil præge forhandlingerne ved klimatopmødet i København 2009.
- EU er gået foran med en klimaaftale.
- Hvor meget skal rige og fattige lande reducere udledningen af drivhusgasser?
Gletcherne ved Ilulissat afgiver i dag meget mere vand til verdenshavene end i den foregående periode, og mange politikere har været på besøg i området, for at støtte kampen mod klimaopvarmningen.
Under den Kolde krig begyndte de første forskere og politikere at beskrive dommedags scenarier, hvor eksempelvis en atomkrig kunne føre til en omfattende istid, og dermed menneskenes undergang. Det blev fulgt op i 1970erne af miljøbevægelser, der fremsatte teorien om at røg fra industri og biler ville skabe et skydække, som vil nedsætte solens indstråling til jorden med deraf følgende afkøling. Det førte til at man ikke betragtede miljøproblemer og vejrforandringer som lokale fænomener, og på internationalt plan øgede forskerne indsamlingen af vejrdata, og der blev opstillet modeller for klimaudvikling der kunne beregnes i de nye computere.
Debatten var præget af for og imod store, vanskeligt tilgængelige, matematiske modeller, og der var usikkerhed om vi var på vej mod en istid eller en opvarmning af jorden. I midten af 1980erne var de fleste forskere enige om at CO2udledningen forøgede jordens naturlige drivhuseffekt, og i 1988 oprettede FN et klimapanel, IPCC, Intergovernmental Panel on Climate Change, for at holde øje med den globale opvarmning. I 1992 satte politikerne på FN-konferencen i Rio klimaet højt på dagsordenen, men uden at der blev vedtaget bindende aftaler om at reducere CO2udledningen.
Ved FN-konferencen i Kyoto 1997 var det vanskeligt at få en aftale på plads mellem USA, EU og udviklingslandene. USA ville ikke reducere CO2udledningen hvis ulandene ikke gjorde det, amerikanerne frygtede deres konkurrenceevne over for Indien og Kina. USA ønskede indført et kvotesystem hvor man kunne handle med CO2-kvoter, og man skulle kunne få godskrevet CO2-nedbringende investeringer i andre lande. EU fandt disse ønsker uetiske. Aftalerne var beskedne: EU lovede en reduktion fra 2008-12 på 8 %, USA 7 % og ulandene slap fri. Og amerikanerne fik deres ønske om et marked for forurening igennem. Klimapolitikken var også blevet økonomisk politik.
Barak Obama har efter sin indsættelse som præsident sendt nye signaler på klimaområdet. Transportministeriet er beordret til at fastsætte krav til bilernes maksimale benzinforbrug per mile fra 2011, og han ønsker at USA skal være ledende i klimaspørgsmålet. USA skal ned på 1990-niveauet inden 2020.
EU har meldt klart ud på en række klimapolitiske områder, og ønsker fx et fald i udledningen af drivhusgasser på 80 % inden 2050. Udgifterne vil være enorme, mere end fire gange større end EU’s samlede udviklingsbistand er p.t.
Endnu er der forskere der stiller spørgsmålstegn ved klimaet topprioritering; eksempelvis påpeger Bjørn Lomborg, at vi bør overveje, hvordan fremtidige generationers velfærd skal vægtes overfor nutidige generationers velfærd.
- Se artikel om klimapolitik: Kampen om klimaet, Weekendavisen 29.8.08
- Se artikel om EU’s klimapolitik: Krav til både rig og fattig, Weekendavisen 30.1.09
